Gamle indlæg tilbage fra 2007

Så fandt IT-nørden (moi) ud af, hvordan man kunne lave en separat side til mine gamle indlæg

*jeg er så sej - jeg er så sej - jeg er så sej - jeg er så sej - jeg er så bleg - jeg er så sej - jeg er så sej*

Er bestemt ikke bleg: Hverken i kontakt med andre mennesker, i ordvalg, i humor eller i hudfarve (det skulle da lige være, når jeg bliver ligbleg af et 8 benet (eller har de kun 6 ben de små klamme kryb??) - har aldrig turde kigge længe nok på sådan et væsen, som ville være er en skændsel mod andre dyr, at blive kaldt for dyr..

Her taler vi så om f*cking edderkopper *BVADR*


.......................................

 7. OKTOBER 2007

Tast 1 for at få opfyldt dine ønsker..

Kl. 9.55
Kender du det....
Man sidder bare og venter på, at stemmen i telefonen skal komme med præcis den valgmulighed, som passer på en selv....sidder og bliver lidt saglig over mandens stemme og begynder at fantasere om, hvordan han ser ud i virkeligheden.... hvordan det ville lyde, hvis han hviskede ordene ind i ens øre....

TAST 10, hvis du vil møde mig.... ENDELIG min tur

---- * ---- * ---- * ----* ---- * ---- * ---- * ----* ---- *

Velkommen til første indlæg i min nyoprettet blog
Jeg har valgt at kalde mig: !michella_bella_seksuella_nutella", da det sådan cirka er det, du kommer til at kunne læse om her..
  1. michella fordi jeg hedder det
  2. bella fordi det rimer (og det gør de følgende ord ikke... hmm)
  3. seksuella fordi.... no need to tell you, right!?
  4. nutella fordi mit liv er sødt.... eller sådan_cirka_der_omkring
"prøv at binde det sorte her om mine øjne, så jeg ikke kan se noget"...

what?
Kigger min søn på 4 år lige ind i øjnene - tørrer sved af panden, trækker på smilebåndet og vender tilbage til virkeligheden...

"ja skat - nu er jeg klar til at lege "sæt grisens hale på"
Gotta run - see ya later!
Sandheden:  
Det var rent faktisk en kvindestemme, som var at høre i telefonen!!

..............................................................
7. oktober 2007

Branche... a' hva' for nå'et?

Kl. 12.04
I hvilken branche hører beskæftigelse "pædagog" ind under?

Jeg sidder og skal udfylde min profil og bliver faktisk lige pludselig i tvivl om, i hvilken branche jeg hører hjemme -(shhhh... det fortæller I altså ikke til de tillidsfulde forældre, som trygt sender deres børn hen i den SFO, hvor jeg arbejder)

Ej seriøst - jeg har brug for hjælp....

"skal jeg lukke bildøren for dig moar"

What?

Vender atter blikket mod min søn, som sidder med store spørgende øjne og venter længselsfuldt på mit svar....

"ja skat - gør du bare det"

Og sammen suser vi ud i verdenen i hans seje røde cabriolet legetøjsbil....

Sandheden:
Det er faktisk mine kolleger, I ikke må fortælle det til!!

.......................................

7. oktober 2007

Brevsprækken...

Kl. 16.55
Dagen for "Dansk Røde Kors" indsamlingsdag.
En af mine venner har været afsted - og jeg må ærligt indrømme, at bag hans utrolig trætte øjne og et udtryk i ansigtet, der efterlod fornemmelsen af, at han hellere ville ligge under sin dyne, strålede en kæmpe entusiasme for at støtte en god sag og jeg var ham dybt misundelig.

Jeg besluttede mig for, at når der blev ringet på døren, ville jeg tømme min pung for mønter og gladeligt donere dem til "Dansk Røde Kors".

"Båååååzzzzzzzzz" (argh - hvorfor har jeg ikke en normal dørklokke!!!!)

Småløber hen efter min pung, som ligger i min tas.... Hvor er tasken??!!?!

Nåhr ja - hængte den jo på plads tidligere på dagen.
Tømmer ferbrilsk min taske, men kan ikke finde min pung.... arh - der blandt min søns købmandsting
Åbner pungen, dykker hånden ned for at tage mønterne op....

Yrk... legetøjspenge.... mon børnene i Afrika kan bruge dem??
Beslutter mig for at lade som om, jeg ikke er hjemme, for så smider de bare et girokort og så behøver jeg ikke at stå pinlig berørt over ikke at have nogle kontanter på mig....

"Moar - der står to derude og kigger"

What?

Hvem er den "non-geniale" human being, som har opfundet brevsprækken????????

----- * ----- * ----- * ---- * ---- * ---- *

Har lige ringet og støttet med 100 kr.

Sandheden:
Vidste faktisk godt, at der kun havde ligget 2 kr. i pungen!!

.......................................

8. oktober 2007

Mandags-tålmodighed..

Kl. 08.20
"Anybody there"....

Tilføj en sprød, kunstig, langtfra blid eller sukkersød tone til din mobil alarm... nåhr ja og så lige en repeat-knap, så har du starten på min mandag morgen!!!!

M-andag er første dag på en uge
A-nderledes kan det ikke være
N-u er det slut med at "snue"
D-et er tid til at passe de kære
A-rgh... jeg skal afsted - ud af mit bo
G-ense ungerne i "min" SFO

Jeg har aldrig påstået, at jeg er kreativ en mandag morgen, så skynder mig bare at slutte denne blog, inden der...

"Vi skal altså gå nu..."

What?

Kigger på min søn, som er total hjælpeløs mandag morgen, da han lider af mandags-sløvhed!....
Iført jakke, sko og cykelhjelm sender han mig et grin og jeg må erkende, at der ikke er noget, der hedder mandags-sløvhed - blot en forældre uden mandags-tålmodighed...

Sandheden:
(kl. 08.45....shit...... jeg er her ikke)

.........................................................................................

8. oktober 2007

Afhængighed er en sær størrelse

Kl. 20.27
Da jeg cyklede hjem fra arbejde idag, roterede der én tanke rundt i mit hoved og jeg fik pludselig snerten af grim smag i munden og noget som jeg, uden at tøve en kende, ville diagnosticere som en fysisk reaktion..... goosebumps.....

"jeg skal have skrevet i min blog i aften - ej, jeg har ikke fået skrevet noget i min blog i eftermiddags, fordi jeg har været på arbejde - hov, jeg skal huske at rette den stavefejl i min sidste blog - gad vide hvor mange, der har stemt i min afstemning i min blog - hvor mange har mon overhovedet været inde at besøge min blog - synes folk at min blog er fuldstændig useriøs, kedelig og ikke læseværdig, siden det er meget få, der har kommenteret noget eller...

"baabuu-baabuu"

What?

Bliver i en brøkdel af et sekundt, ikke kun revet, men flået ud af mine tanker. Retter mit blik overmod en ambulance, som suser overfor rødt - lige foran min næsetip og jeg når at tænke ved mig selv - det var tæt på!

"nøj, det skal jeg da huske at skrive om i min blog i aften - jeg har også undret mig over, hvordan man i Odense Kommune (nåhr ja - så fandt I ud af, at jeg er fra Odense (tanketorsk)) kan have sund kost politik på visionsskemaet for år 2008 og så alligevel holde tale om åbningen af en legeplads med ordene, at det er sundt at lege og bevæge sig, for derefter at servere, ikkun pølser m. brød, ketchup og remoulade, men oveni købet cola - hvornår er cola blevet sundt?!

Og bliver man ikke afhængig af det?

Sandheden:
Jeg også både drak cola og spiste pølse m. brød, remoulade og ketchup!

........................................................................

9. oktober 2007

Bigbrother in my brain...

Kl. 00.50
Ens farvevalg kan fortælle noget om ens personlighed.
  • Uafhængighed
  • Utraditionel
  • Frihedssøgende
For dig er uafhængighed vigtig, for du vil selv bestemme, hvilken vej du vil gå, hvordan og med hvem. Du er kreativ og kunstnerisk anlagt, og de evner kan du lide at bruge i din fritid. Din trang til frihed er så stærk, at du den sommetider driver dig til at gøre det stik modsatte af, hvad andre forventer af dig. Din smag og livsstil er individualistisk, og du kan lide at være anderledes. Derfor ville du aldrig finde på blindt at efterligne, hvad der tilfældigvis er moderne - hverken i mode, møbler, kunst eller mad. Men det betyder ikke, at du ikke kan følge moden, så længe du kan gøre det i overensstemmelse med dine egne ideer og overbevisninger. Og det betyder, at du sommetider er avantgarde, fordi du svømmer imod strømmen.

OM jeg fatter det - hvordan gør de det? De har ramt fuldstændig plet.
Tror seriøst at de har sat et overvågningskamera ind i alle de sølle menneskers hjerner, som bruger tid på at tage sådan en personlighedstest dybt personligt.
Måske jeg skulle kontakte udbydere af disse smarte personlighedsteste og anbefale en god ven af mig, som har eget firma, hvor han forhandler alle former for spy-udstyr.
Jeg er overbevist om, at min ven vil blive glad og tjene kassen og jeg ville have haft gjort dagens gode gerning!
"puds_din_glorie" 

What?
Lige præcis den spydige bemærkning "puds_din_glorie" stinker langt væk af negativitet og rolleyes, men jeg synes folk tager grusomt fejl....
Alle mennesker burde kunne prale af, at have haft pudset deres glorie mindst 1 gang om ugen, for det ville betyde, at de har gjort en god gerning!

Sandheden:
Jeg kan ikke pudse_min_glorie i dag - håber det sker i morgen.

.........................................................................

9. oktober 2007

Hvor blev afbrydelsen af?

KL. 23.55

På min daglige cykeltur på vej til arbejde, oplever jeg en masse ting ved cykelister og lovens opstillede regler, som jeg ofte har stillet mig fuldstændig uforstånede overfor og til tider (for ikke at sige altid) har irriteret mig grænseløst:

(vil dog skåne jer for al min malurt, så har valgt kun at fremhæve de 3 ting - kl. er jo midnat)
  • Hvorfor cykler nogle mødre rundt med hansker på, mens barnet på cykelstolen bagpå, tydeligvis har iskolde hænder, eftersom de er helt røde (og i værste tilfælde blå/lilla'e)?
  • Hvorfor bliver en cykelist gang på gang ved med at drøne udenom en, når man sætter igang ved grønt - til trods for at man har overhalet dem ca. 3 gange forinden og gør det så igen en 4. gang?Forstår de bare ikke, at man (jeg *gnæk gnæk*) ganske enkelt bare cykler hurtigere end dem uanset hvor mange røde lyskryds jeg bliver udsat for?
  • Hvorfor har vi det ikke i DK, som i USA (og givetvis også andre lande, men har personligt kun stiftet bekendtskab med det i USA), at man som cykelist (og bilist for den sags skyld) MÅ foretage (Dog med ubetinget vigepligt) et højresving for rødt lys, ganske legalt?
"..........................................."
What?
Jeg plejer da altid at blive afbrudt af ét eller andet nu, som jeg efterfølgende skal kommentere...
Øv - sometimes life sucks big time (eller også er kl. bare blevet temmelig mange)

Sandheden:
Jeg cykler ikke selv med cykelhjelm, selvom min søn gør

.....................................................

11. oktober 2007

Struds, Ve' sex og gode gerninger

Kl. 21.00

2 personer i min ene afstemning, "påstår", at de har "pudset_sin_glorie" mere end 1 gang i denne uge....

Påstand er synonymt med postulat og ordet bliver brugt i sammenhæng med påstande, som ikke er blevet påvist - ergo kræves der en forklaring / beskrivelse.....

Så vær nu ikke en struds og stikke hovedet i jorden - stå ved din "puds_din_glorie" og gode gerninger" og fortæl om dem, så andre kan lære af dig....

"Ve' sex....."

What?

Ahhhh....V6 (Det er reklametid på zulu)....... nogle gange hører man vist kun, hvad man gerne vil høre?!?!?!?

Sandheden
Faktisk ville jeg ønske, at jeg både havde V6, fået sex og "pudset_min_glorie", men har ingen af delene! - måske jeg når det i hele i weekenden ;o)

..................................................

12. oktober 2007

Slikkepind mætter ikke

Kl. 23.58

"du har reddet mit liv moar”

”Vil du smage min slikkepind”
”Puha - nej tak skat”
”Hvorfor sagde du det sådan: puha”
”Fordi jeg er mæt – kan ikke spise mere”
”Nå okay”

”Jeg ville ønske, du var en muffins moar – for jeg elsker muffins”
”du er den dejligste mor i dette land – i Afrika – i hele verden”

”Det er faktisk dumt, at køre over for rød, for hvis politiet kommer”

”Du er den dejligste mor af alle mor’er... nej hvad hedder det mor, når du er mere dejlig end min bedste vens mor”

”moar – det er da ikke noget man spiser – sådan nogle slikkepinde – det er jo bare noget man slikker på” – det var derfor, jeg spurgte om du ville smage mor”

”Vil du ikke smage en lille bitte smule mor – du bliver ikke mæt”


---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ----

Glem alt om "afbrydelsen" og bare nyd øjeblikket

Sandheden:
Ægte kærlighed har mange former, men den bedste form er nu en søns kærlighed til sin moar.

...................................................

12. oktober 2007

Lån et par sko eller få fodspor for livstid

Kl. 18.51

Jeg har lige siddet og lavet en lang liste over alle de mennesker, som er kommet ind i mit liv og nu gået ud igen!

Undrer mig over, hvorfor nogle som har betydet så meget for mig, ikke er mine nærmeste venner/veninder idag?

Jeg er kommet frem til følgende, som jeg tror på indtil det modsatte eller noget andet er bevist:

Vi alle - du og jeg - har en lang livslinje. Mens du lever på din livslinje, støder du på nogle "forhindringer", som gør, at du ikke kan fortsætte ligeud. Du skal have hjælp til at komme videre og du møder et eller flere mennesker, som hjælper dig. Sammen kommer I forhindringerne til livs og du kan nu vælge at fortsætte ligeud af din livslinje eller vælge at dreje af og fortsætte udad en ny livslinje.

Vælger du samme livslinje, som du kom fra, vil de mennesker, som hjalp dig videre, blive i dit liv - de har sat sine fodspor, som ikke kan og bør slettes igen.

Vælger du at dreje af og fortsætte udad en ny livslinje, vil de mennesker, som har hjulpet dig, forsvinde ud af dit liv, da de har gjort deres job:

"de har lånt dig et par sko" og du skal takke dem i stedet for at ærge dig over, de ikke er i dit liv mere!

"Hey sexy - somebody want's to talk to you"

What?

Jeg bliver simpelthen nødt til at lære at sætte mobilens ringetone ned fra 7 - 4 - jeg er jo ved at flyve ud af mine bukser af skræk, hver gang den ringer.

Sandheden:
Min liste kunne faktisk tælles på kun 1 hånd. Er det godt eller skidt?

......................................................

13. oktober 2007

One down - two more to go...

Kl. 11.55
Remember: "Struds, Ve' sex og gode gerninger"??!

(...) Faktisk ville jeg ønske, at jeg både havde:
  • V6
  • fået sex
  • "pudset_min_glorie" (..)
Gad vide om V6 overhovedet er så stor en nødvendighed, som folk påstår, for jeg har klaret mig fint uden indtil videre og dét helt uden at "pudse_min_glorie" -

eller måske er jeg bare født med en lækker ånde...


"aah... *lyden af to sværd stemt mod hinanden*.. huhaa..."

What?

Nogle ryger, andre skriver blog og nogle helt tredje spiller PSP...
Tjaaa - hvorfor ikke ;o)

Sandheden:
Jeg stinker lige nu ud af munden, som havde jeg kværnet en ged til morgenmad (og har slet ikke fået morgenmad endnu) - hvad er mon værst?!?!?!

............................................................

13. oktober 2007

Præstations-angst - Naaah'

Kl. 21.35

Hele 8 gange på én dag:
  1. Først hos min kæreste i hans entré
  2. Dernæst på Riz Raz
  3. Så hos Zenet
  4. Bagefter hos Nemt
  5. Derefter i Tivoli til deres Halloween-uge
  6. Og igen i Tivoli
  7. Uh ja - og på Rådhuspladsen i Kbh.
  8. Gjorde det sidste gang på en Thailansk Restaurant
Min kæreste havde købt hele 5 flasker Paul Mitchell Super Skinny Serum til mig, hvilket gjorde mig så glad, da jeg er blevet afhængig af dette lækre produkt. Så havde det ikke været for mig, havde den lille online biks i USA ikke indtjent pengene for flaskerne og måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Spiste vegetarisk frokost-buffet på den græske restaurant Riz Raz og havde det ikke været for min sult, så havde restauranten måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Gik ind til Zenet for at kigge på en nederdel, men faldt over den fedeste cardigan/slå om kjole i strik og købte den i stedet for. Så havde det ikke været for min tøjsmag, havde Zenet måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Havde det ikke været fordi, jeg elsker pynteslips og bælter, havde Nemt måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Havde det ikke været fordi, at jeg er crazy about Candyfloss, som oveni købet gjorde mig mega tørstig , havde de to små bikse i Tivoli måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Havde det ikke været for min lyst til at købe en gave til min dejlige veninde, Smilla, havde damen på Rådhuspladsen, som solgte netop det, jeg havde ledt efter i lang tid, måske været tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
Og sluttede hele dagen af med at kunne "pudse_min_glorie" for 8. gang, da jeg var blevet mega sulten efter thailansk mad og derved sørgede jeg måske for, at restauranten ikke blev tvunget til at gå i underskud for en enkelt dag.
"skat - hvad hed den Thailanske Restaurant?..... skaat ..... skaaat.........SKAAAAAAAAT"

What?

Bare fordi kæresten er blevet slæbt med rundt i div. kvinde butikker, behøver han vel ikke at falde i søvn på sofaen allerede kl. 22 på en højhellig lørdag... typisk mænd - de kan ikke klare at skulle gå i en kvindes fodspor Èn shoppe-lørdag i Kbh. stræder!

Sandheden:
Ville hellere have haft V6 end Candyfloss!

..................................................................

14. oktober 2007

Er tavshed guld?

Kl. 15.25

Det må komme an på en prøve - vender tilbage i aften, måske stinkende rig!

Sandheden:
Jeg kan ikke holde mund i 5 min., så guess what - jeg er og bliver aldrig rig og hvis det skal være på bekostning af min "snakketøj", vil jeg hellere være fattig!

............................................

15. oktober 2007

(Nød skal sku' ik' lægge i en parntes...

Kl. 10.50

Dette indlæg er dedikeret til The very sweet and funny Anne O'manne:
(you know why, sweetie ;o)

Hvad er der med retstavning.. eller hedder det retskrivning??? Og i så fald, hvad er så forskellen???

Uanset hvad så har jeg nogle problemer, som jeg gerne vil dele med jer i håb om at få nogle svar:

---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ---- * ----
Hvorfor skriver man "lægge", når man mener "ligge" (alle ved jo, at "lægge" er en bevægelse og "ligge" er stillestående)
Hvorfor skriver man "nød", når mener "nødt" (alle ved jo, at "nød" er noget man kan komme i eller spise og "nødt" er noget man kan være nødt til at gøre!
Hvorfor skriver man "sku", når man mener "sgu" (alle ved jo, at "sku" noget man burde have haft gjort og "sgu" er når man er vred eller bare bruger ordet i flæng!
Og hvorfor staves "paranteser" ikke "parnteser", som det udtales og hvorfor skal der være to af dem???
"Jeg kører lige ned og får ordnet nogle ting"

What?

Igen har jeg brugt for lang tid på min blog, så kæresten har både nået at få samlet to computere, taget overtøj på og nu på vej ud af døren (mens jeg stadigvæk leder efter svar på mine spørgsmål)

Sandheden:
Jeg har et problem med mig selv:
Jeg glemmer ALTID to parnteser og jeg kan ikke stave til det!


 .........................................................................

15. oktober 2007

Nedstemt eller ikke hørt - hvad er værst?

Kl. 20.35

Lørdag i uge 41, lagde jeg det til forslag at indføre samtlige "dulle-potentielle" forretninger på Strøget lukket ned for mig på min fridag, mandag i uge 42

Well - det var så idag og jeg må desværre erfare, at mit forslag enten ikke blev hørt eller vedtaget.

Jeg spiste min kæreste af med, at det kun liiiiiiiige ville tage et ØJEBLIK, hvorefter jeg vendte ham ryggen og småløb tilbage til forretningen.

For som vi alle ved, så kan man i Fakta nå både at købe:
"1 pk. hvidløgsbrød, 1 pk. tomater, 1 agurk, 1 salathoved, 3 avokadoer, div. pålæg, rugbrød, toastbrød, 2 mælk, 1 pk. smør, 1 yoghurt, 1 ps. kyllingelår, broccoli (damn tilbage til grøntsagsafdelingen igen), 1 pk. staniol, 1 pk. mellemlægspapir, 1 pk. trusseindlæg, 1 pk. tamponer (Faktas de bedste) og en lille sneakers, samt en twix (nej tilbage med den igen - har ikke godt af det) - for det tager kun et ØJEBLIK at handle i Fakta!

"værsgo"

What?

Aftensmad allerde?? - skal love for at det kun tager et øjeblik, når DU siger det!

Sandheden:
Jeg har IKKE fortrudt mit kjolekøb i forretningen på Strøget, selvom min definition af et "øjeblik" vist er lidt længere end Faktas beregninger!

..............................................................

15. oktober 2007

Stadig fattig!

Kl. 21.30

Nope - kunne som forventet ikke holde mund i 5 min....

Sandheden:
Ikke engang 30 sekunder (bum bum bum)

....................................................

16. oktober 2007

Hvilket ben i hvilken seng?

Kl. 08.29

Ting som skulle forbydes i min verden:
  • Sætte "Saving private Ryan" på kl. 22.30 (i håb om at falde i søvn) og så, mens rulleteksterne drøner forbi, bitche filmen væk kl. 00.30, fordi man blev fænget af den.
  • Finde sig selv liggende i sengen med spilåbne øjne i de efterfølgende 45 min., mens man vender og drejer sig og bitcher filmen væk, fordi man skal op 3 timer og 45 min. senere.
  • Blive vækket kl. 05.00 af den mest irriterende mobil_alarm_klokke, opdage at det stadigvæk er mørkt udenfor og derfor bitche samtlige mobil_alarm_klokker væk, da det altså er umenneskeligt at stå op, før fanden får sko på.
Sandheden:
Jeg er morgengnaven, morgensur og har oveni købet fået benet ud af den forkerte seng (eller er det omvendt?!?!)

.......................................................

16. oktober 2007

Hvorfor bryde rytmen?

Kl. 09.46

Jeg har mega sindsyg travlt - skal ud at cykle, mere end hvad rimeligt er, km. for at komme på arbejde!

Sandheden:
Jeg vil meget hellere sidde og blogge

..........................................................

16. oktober 2007

Danser med deo

Kl. 17.58

Jeg kan ikke skrive mere i min blog nu, da det kribler i min krop efter at danse rundt foran spejlet, mens jeg holder en Nivea-roll-on-deo i hånden som mikrofon og bare vrikker hofterne til de div. "ryste-røv"-musiknumre.
I badet er det min Stuhr-shampoo, som må udfolde sine evner som mikrofon!

Sandheden:
Jeg har mega sindsyg travlt - skal mødes med en veninde kl. 19 (kl. er nu 18.06) og jeg skal nå i bad, føntørre hår, glatte med fladjern, lægge krigsmaling, vælge tøj OG cykle ind til byen.

Please - stik mig lige 1 time mere tak!

..................................................................

17. oktober 2007

Spiders and dinosaurs

KL. 17.41

Med stadig rystende hænder, nervøse gys i kroppen og skælvende stemme mindes jeg dagen idag, hvor jeg for første gang i meget lang tid, blev konfronteret med en blind passager.

Nøjagtig som er det en ganske almindelig eftermiddag, hvor jeg pakker min taske for at cykle hjem fra arbejde, vælter denne blinde passager ud af min taske og løber af alle kræfter henover bordet, mens den ser sig over højre skulder, blot for at konstatere at de høje skrækslagende skrig og _hoppen_ferbrilsk_ rundt på gulvet, med ansigtet gemt hænderne, stammede fra selveste MIG

Jeg ikke kun HADER disse kryb, som har alt for mange ben, med alt for mange sorte hår og som siges at blive spist af og til af os mennesker, mens vi sover - jeg FORAGTER dem! *BVADR*

"please don't say it's from a real dinosaur"

What?

Uh uh uh uh - der er "friends" - gotta run!

Sandheden:
Tasken var en Netto-pose, men en ægte "dulle" som jeg, vil ikke indrømme sådan noget!

.................................................................. 

17. oktober 2007

Der er så meget, mænd ikke forstår!

Kl. 20.33

I disse minutter, sidder vi nogle "ægte" duller rundt omkring i det ganske danske land, fuldstændig grædefærdige og ser på fodboldkampen ml. Danmark og (æhm...må jeg ringe til en ven?)

Og til mændenes spørgsmål om, hvorfor vi tuder, lyder vores snøftende svar, at vi er så lykkelige for at Danmark lige har scoret mål!

Imens, med stadig tårer trillende ned af vores små æblekinder, sidder vi og kigger på uret med jævne mellemrum og tager os selv i at tælle sekundviserens rytme højt.

Og til mændenes spørgsmål om, hvorfor vi kigger på uret, mens vi græder, lyder det snøftende svar, at vi er så kede af, at der snart er halvleg!

"Om 2 minutter skal vi atter besøge de desperate husmødre på Wisteria Lane"

What?

Tomme drømme sucks big time *argh*

Sandheden:
En ven måtte minde mig om, at DH var aflyst pga. fodbold... havde sgu selv glemt det *ups*


 ..................................................................


18. oktober 2007

Alt det jeg vil...

Kl. 09.27


Når jeg bliver gammel
vil jeg kunne kigge tilbage på mit liv med et smil på læben

Når jeg bliver gammel
vil jeg kunne give min nærmeste et kærligt klem

Når jeg bliver gammel
vil jeg kunne lytte til vandets rislen

Når jeg bliver gammel
vil jeg kunne føle mig tryg i mit hjem

Sandheden:
Dette skyldes en enkelt sms, jeg lige har modtaget!

.................................................................. 

18. oktober 2007

Overskuds-kvinde i topform

Kl. 09.34

Endelig en morgen hvor jeg bare kan slappe af. Skal først møde sent på arbejde, så har masser af tid.
  • fjerne dynen fra mit luksuslegeme
  • stå stille og roligt ud af sengen
  • få stillet mavens sult med lidt godt til ganen
  • stå under bruserens varme vand i mindst 10 min. og nyde strålernes massage
  • smørre lidt lækker lotion på hele kroppen
  • Vælge lidt smart tøj fra skabet og tage det på
  • føntørre håret, glatte det med fladjern og sætte det i en flot frisure
  • tage make-up på
  • lægge "Sex and the city"-boksen frem, som en kollega skal låne
  • lægge min "pilates dvd" frem, som samme kollega skal låne
  • få overtøj på
  • gå total overskuds-agtig ned ad trapperne fra 3. sal
  • cykle på arbejde, mens jeg nynner med til tonerne fra min mp3
"rumle- og knurrelyde fra maven"
What?

Fuuuuuuu****k - kl. er maaange og jeg skal møde på arbejde om 43 min...
Sandheden:
  • springe ud af sengen
  • stå under bruseren 1 min. (har ikke tid til at vente på, at vandet bliver varmt)
  • klaske lotion i ansigt og på hænder
  • gribe ud efter det øverste tøj i bunken (på stolen *host* )
  • klaske det våde hår op i en total ucharmerende hestehale
  • klatte lidt mascara på øjenvipperne
  • mens jeg øver mig i at fortælle min kollega, at dvd'erne er forsvundet på mystisk vis
  • få overtøj på imens jeg styrter ned ad trapperne
  • haste afsted på den møgbeskidte cykel, mens jeg forpustet ringer ud på arbejdet og melder en senere ankomst....
 ..................................................................

18. oktober 2007

Mine lyster...

Kl. 17.42

Jeg har for vildt lyst til en durüm m. kebab, lidt chili og hvidløg, tomatskruer og ostepops - og helst gerne det hele på én gang og helst lige nu!

Hvis det skete, ville jeg være lykkelig (mæt, træt og med dårlig samvittighed)

Sandheden:
OG også en pizza, vingummibamser, chokolade, lakrids og en fed og klam burger fra Mc. D, men det får I mig aldrig til at indrømme!

.................................................................. 

18. oktober 2007

Guess what!

Kl. 17.58

travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt - travlt


Sandheden:
Og så er det ikke engang løgn!

.................................................................. 

19. oktober 2007

Tanke-rod

Kl. 08.51

Nøj, hvor smager hvid chokolade dog bare godt
Uh jeg skal cykle om 7 min.
Jeg skal huske nøglerne - skal lukke på arbejde idag
Hvad pokker skal jeg dog have på af tøj i aften
Gad vide om jeg kan nå at få ordnet mine støvler i løbet af idag. De brune ville gå godt til alt.
Jeg skal da lige have ringet til Smilla
Ih det bliver sjovt at feste med Sama
Ej jeg skal virkelig have ryddet op i eftermiddag
nå - nu er der kun 5 min. til jeg skal afsted
Tror lige jeg snupper et par ekstra støvler med til skomageren
Hmm - måske har jeg alligevel for fede lår til min nye kjole - gad ellers godt have den på.
Gider bare ikke se Ratatouilles igen - nå, det skal nok blive hyggeligt
jeg skal huske min hue - det er... gud hvor solen dog skinner lige nu - wow... nå, men jeg fryser bare om ørerne, hvis jeg ikke får hue på.
Pis hvor skal jeg altså bare have.... pis pis pis... jeg har sgu da glemt sengetøjet nede i vaskekælderen - gad vide om det er blevet jordslået - det har ligget dernede i en uge nu. Måske har nogen stjålet det... øv hvorfor er jeg så glemsom
Uh - 1 min. til jeg skal afsted og skal jo også have overtøj på, så må hellere komme afsted

Sandheden:
Jeg er faktisk ikke stresset - underligt nok!

.................................................................. 

19. oktober 2007

Bageren har intet at skjule - say what???

Kl. 19.16

Sidder her med en total dårliggrim smag i munden (og nej - har ikke slugt en ged)

Eller dvs. jeg ved faktisk ikke om jeg.... (haha snydt - der troede du nok lige, hva'?!?)

Det er ligesom med horoskoper - enten bliver man glad for det, der står og synes bare at astrologer er så helt igennem geniale. Eller også bliver man harm og tænker: "f*uck dem og deres *biiiib*"

Jeg var nok tættest på: *biiiib*, da min nysgerrighed tvang mig til at læse dagens 24timer's forside:

"Må du sms'e på jobbet? Eller bestille biografbilletter?"

Naaarh ok - det var så ikke lige på dét eksakte tidspunkt, jeg var ved at få en ged galt i halsen (what is that???- forsvind ged)

"Læs mere >>S4-5"
  • 30-39-årige er den aldersgruppe, der bruger mest arbejdstid til private gøremål. kilde: Ugebrevet A4
Det er tis uretfærdigt, at bare fordi man lige er blevet 30 år (ellersådancirkaderomkring), bliver man pludselig påtvunget dårlig samvittighed over, at bruge for meget tid på private ting i arbejdstiden...
æhm...eller er det ligesom med overvågningskameraer i hele UK:
- har man rent mel i posen, skal man ej frygte en bager!
Med andre ord: jeg følte mig slet ikke ramt af den artikel!

"emneskift - emneskift - emneskift"

What?

Hvem sagde emneskift? Jamen så må vi jo hellere gøre det!

Sandheden:
Holdes hemmlig hvad angår denne sag!

.................................................................. 

19. oktober 2007

Ungdommen lokker!

Kl. 20.13

Nå, så har Smilla alligevel fået lokket mig med til at gøre Odenses natteliv usikker - er sgutte rigtig in the mood, men what the *bib*

Så rigtig god fredag aften!

Sandheden:
"jeg er ung endnu - jeg er ung endnu - jeg er ung endnu - jeg er ung endnu - jeg er ung endnu"

 ..................................................................

19. oktober 2007

Say the word - buttplug?!?!?

Kl. 23.04

"blogbutt.... buttblog... buttspot... aah buttplug..."

Nøj hvor blev der rullet med div. frække og mindre sobre ord og jeg fandt ud af, at en gut på 25 år (som omtalte sig selv som en mand på 25) var vild med drenge på 5 år, som ville være pornostjerner (eller_sådan_cirka_deromkring)

Jo jo - det kan sgu godt være, at ungdommen lokkede, men alderdommen skubbede godt nok også på og i et kæmpe tov-trækkeri mellem min vilde party-tøz-side og min snusfornuftige side, vandt trætheden (endnu en gang)

Jeg kan virkelig godt mærke, at jeg ikke er 29½ år mere!
I al sandhed, var dét, at få sagt godnat til min dejlige kæreste (til trods for at det kun blev gennem en tlf), rent faktisk dejligere end tanken om en byturs bagstive konsekvenser!

Sandheden:
Ham på 25 var go' nok (og lidt småstiv - læs fuld) - det var blot fis og ballade ovenpå buttblog... blogpot... buttspot....

.................................................................. 

20. oktober 2007

Misundelse skal man gøre sig værdig til

Kl. 09.16

En gammel ven dukkede op igen...

(hvorfor er det lige, at brugen af ordet "gammel" i denne sammenhæng, altid kommer til at referere til vennen, as if he's old?!?!?)

Well, en "tidlige" go' ven

(damn - nu lyder det som om, at vennen ikke er go' mere)

Hmm............................................................................................


Ok - nu tager jeg samtlige parader, jeg er i besidelse af, væk og fyrer alle de betegnelser af, som hvertfald ikke beskriver denne omtalte ven.
Udelukkende for at komme den der tvivl om, "hvor_close_en_ven_taler_vi_lige_om_her" til livs!

En "gammel, grim, klam, dum, non-humor lagen-ven" dukkede op igen her til morgen på min msn.

(hvis nogen stadigvæk er i tvivl, burde de skamme sig)

Nøjagtig, som når det kommer til alder, hvor jeg føler, at alle andre bliver ældre, men jeg forbliver ung og smuk (aner jeg lidt selvtillid her...) fik jeg den der følelse af, at jeg igen havde stået stille i ... tja 1½ år, men at han havde gennemgået en rivende udvikling i sit liv, med en sådan fart, at den kunne få selv min tungeste vinterkjole til at blafre op....

Jeg under ham det med hvert et hjerteslag, men derfor må man vel godt blive lidt misundelig?

Nice talking to you again friend! (håber du læser med her)

"en cigaret? Nej tak - jeg ryger ikke! Det gør jeg heller ikke, så tag bare en! Ok, så skidt da"

What?

Herligt når sommerminderne om et dejligt, men kort venskab pludselig bryder frem og varmer lunt her i efterårskulden!

Sandheden
Jeg vil have, hvad han har - blot med min egen kæreste - tak!

And yes my friend - du er uden tvivl min misundelse værdig!

.................................................................. 

20. oktober 2007

Et naivt 13-tal

Kl. 18.20

Idag lod jeg de nyindkøbte cykellygter blive siddende på min 4-årige søns cykel, mens vi tog i Fakta for at handle ind, for hvem ville dog kunne finde på at stjæle et sådan sæt børnelygter fra en lille børnecykel!?

Ingen!

Så glæden var stor, både hos sønnike og moi!

Kan ikke lade være med at tænke på, hvis jeg havde været betænksom /kritisk - havde jeg så kunne gå ind i Fakta med en glad følelse i kroppen? Ville jeg mon ikke hele tiden gå og spekulere på om lygterne stadigvæk var der!

"At være naiv" har af én eller anden underlig årsag fået tilraget sig en utrolig negativ klang og nærmest "blondine-agtig" (no offense girls) betydning.

Men "at være naiv", har jeg jo lige oplevet som værende en tilstand med en dejlig følelse i kroppen, da man jo tror på det bedste til (hvis) det modsatte bliver aktuelt!

Så i al min naivitet, vil jeg starte med at give nye menneskers personlighed et 13-tal. For alle mennesker skal have en chance hos mig!

"Moar - må jeg be' om nogle nødder"

What?

Kigger på min dejlige søn og glæder mig over følelsen af naivitet, for jeg tror, min søn altid vil synes, at nødder er ligeså lækkert som slik!

Sandheden:
Alle får et 13-tal, for jeg kan sgutte hitte ud af den nye 7trins-skala?!?!?

.................................................................. 

 21. oktober 2007

Og vinderen er:

Kl. 20.05

Efter en sejr over sønnike i kortspil, tog jeg mig selv i at sige:
"hey hey - hold nu op med at surmule sådan"

Ordsproget:
"Tab og vind med samme sind"

tror jeg, kun er opfundet for at irritere modstanderen! For nøj hvor bliver min glædesfølelse af sejr dog bare kedelig, hvis ikke taberen reagerer - så er der jo slet ikke noget ved at vinde!

Så hvordan skal "en dårlig taber" reagere, for at være god for vinderen?


Sandheden:
Jeg tabte big time og prøver blot at legalisere min hidsighed over nederlaget.

22. oktober 2007

Delete it!

Kl. 01.42


Min "delete-liste"

  • alt det vasketøj, som jeg kom til at kyle ind i skabet *shh*
  • Mit hidsige møgfald overfor min kæreste her til aften/nat
  • min hidsighed generelt
  • 7 kg fedt, som har fordelt sig på r*v, hofte, lår og mave.
  • Mandage
  • glemsomhed
Sandheden.....
Jeg er mega træt og sover faktisk lige præcis nu!

22. oktober 2007

Huskeseddel

Kl. 17.16
  • Blogindlæg omkr. revner i vejen
  • Blogindlæg omkr. ny radiostation
  • Blogindlæg omkr. glemsomhed og sønnike
  • lave aftensmad
  • Blogindlæg omkr. revner i vejen
Sandheden:
Det står virkelig skidt til med den hukommelse. En eller anden har nævnt noget med Silvametoden, men kan ikke huske hvem!

22. oktober 2007

Usynlige tabu-revner i fliserne!

Kl. 20.41

På mit arbejde idag, gik jeg udenfor og dér skvattede jeg over ét eller andet, hvilket resulterede i et af mine underlige rejehop (som jeg ellers kun laver, når jeg bowler)

Efter at have genfundet min balance og klappet mig selv på skulderen over, at jeg ikke faldt med snotten først, men i stedet nåede at redde hele situationen, så det ikke udviklede sig til en "og dér faldt jeg over"-sætning, gjorde jeg det klassiske:

Jeg drejede hovedet for at se, hvad jeg var skvattet over, velvidende om at der på fliserne intet lå.
Jeg måtte konstatere at det var en usynlig revne og derfor gå videre, somom intet var hændt. For hvad ville de andre dog ikke tænke, hvis jeg fortalte dem, at der var usynlige revner i fliserne, som vi af sikkerhedsmæssige årsager skulle have fjernet!


Nå, men på vej hjem fra arbejde, kom en pæn herre i sin bedste alder (omk. de 50+) gående.
Manden skvattede over ét eller andet, hvilket også resulterede i et af mine underlige rejehop.

Efter at manden havde genfundet sin balance, klappede han givetvis sig selv på skulderen over, at han ikke var faldet med snotten først, men i stedet nåede at redde hele situationen, så det ikke udviklede sig til en "og dér faldt jeg over"-sætning, gjorde han også det klassiske:

Han drejede hovedet for at se, hvad han var skvattet over, velvidende om at der intet lå på fliserne udover en usynlig revne!

Jeg må derfor konstatere at der findes usynlige revner i fliserne, men ingen tør tale åbent om det.

Så nu har jeg taget hul på bylden og håber at andre end jeg tør indrømme, at der findes usynlige revner i fliserne!

Sandheden:
Jeg tør næsten ikke sige det, men revnen i flisen var mere synlig end hvad godt var *host host*


.................................................................. 

22. oktober 2007

Glemt det glemte!

Kl. 21.10

Det er næsten for pinligt det her, men jeg har fisme glemt hvad mit blogindæg: "Glemsomhed og sønnike" skulle handle om.

Men ok - kan vel næsten regne ud, at det har noget med glemsomhed at gøre...

Sandheden:
Gør sgu lidt ondt lige nu!


.................................................................. 

22. oktober 2007

Husket det glemte!

KL. 21.14

Nu kan jeg huske det!

Jeg stod og lavede aftensmad ude i køkkenet (total uopfindsomt pasta med kødsovs).
Sønnike er inde på værelset og leger restaurant, hvorfra jeg lige har bestilt en "take away" burger m. pommes og cola (ja ja - vi lader jo bare som om)

Jeg kan høre tasterne på hans kasseapperat klinge højt, hvorefter han råber en smuk perlerække af tal og dermed forventer at hans moar kan fortælle prisen på den bestilte "take away" mad!

Jeg beder ham om at gentage og undskylder overfor mig selv, at emhætten larmer så meget, at jeg ikke kan høre rækkefølgen på tallene!

Efter at have brugt samme undskyldning 3 gange, råber sønnike højt.. "kan du ikke høre"?
Min hidsighed har kogt over (sammen med vandet fra pastaerne) og jeg råber ligeså højt tilbage: "jo, men jeg kan da ikke huske alle de tal"

Jeg stoppede op - kom sådan til at grine for mig selv over den selverkendelse, som jeg ellers havde været så flov over i så lang tid!

Selvironi gør mig høj!

Sandheden:
Min emhætte var ikke tændt!


.................................................................. 

22. oktober 2007

Jeg bliver nervøs :o(

Kl. 22.15

Nu har jeg oplevet det uhyggelig mange gange og jeg bliver lige nervøs, bange og forskrækket hver gang, det sker :o(

Det er, når jeg taler i tlf. med min kæreste (mobil), så kommer der sådan en meget høj "pistol-lyd".
Det lyder nemlig seriøst som i film, når der bliver affyret et skud fra en pistol og det kommer mange gange i løbet af en tlf.samtale på 30 min.

Her til aften kom lyden allerede efter 5 min. og efterfølgende 2 gange med kort mellemrum, hvoraf sidste gang var så højt, at mit hjerte hamrede voldsomt og jeg nærmest begyndte at hyperventilere....

Hver gang bliver jeg simpelthen nødt til at afslutte samtalen, fordi jeg bliver bange (jeg ved ikke for hvad, men angsten fylder mig)

Det sker kun, når jeg taler med min kæreste, og her til aften fik vi så lige fået konstateret at det kun er, når han taler i en bestemt mobiltlf., for med den anden kommer lyden ikke.

Selvfølgelig er den naturlige årsag noget defekt, men det ændrer ikke på, at jeg får dårlige nerver af det :o(

Sandheden:
Min fantasi er nogle gange for syg!


.................................................................. 

23. oktober 2007

Fjende min!

Kl. 17.46

Altid når jeg har travlt, travlt, travlt, travlt, så springer tiden lige mindst 10 minutter over og jeg er overbevist om, at den KUN gør det for at irritere mig!
For det sker også, selvom jeg står ½ time tidligere op!

Udfra dette, kan jeg vel konstatere at min værste fjende er og altid vil være tiden!

Sandheden:
Jeg taber altid kapløbet mod tiden!


.................................................................. 

23. oktober 2007

Simon says the truth!

Kl. 20.30

Kender du den der leg, hvor.... (kender du den der leg, hvor) -

- ja lige præcis dén leg (ja lige præcis dén leg) ¨


¤#%??##%¤##!!!!!!!!

Hvorfor er det lige at sønnike finder det sjovt at starte netop dén leg, når moren (moi) får ét af de berømte hidsige flip, fordi drengen enten ikke hører eller VIL høre at det er børstetænder-/nattøj-/godnathistorie- og putte tid.

"Jeg siger det for sidste gang...." (jeg siger det for sidste gang).....

NU stopper du altså! (NU stopper du altså )

Det slutter lige her - det er ikke sjovt (Det slutter lige her - det er ikke... joooh moar - det er da sjovt!!!)


What?


"tænkepause"


Ved nærmere eftertanke, så er min søn jo bare helt igennem genial! Han formår at tilføjet en masse humor til en lidt tilspidset situation (læs: hidsig mor) og dette blot ved at spille sine kort rigtigt!

Sender sønnike et kæmpe smil med ordene:

"ja skat - du har da ret - det er faktisk sjovt"

Sandheden:
(host host)... det var ikke sengetid - det var fordi sønnike ikke ville lukke ned for computerspillet!


.................................................................. 

23. oktober 2007

Glædesudbrud!

Kl. 23.12

Når jeg har sovet over mig, fordi uret ikke har ringet, vil jeg glæde mig over den ekstra søvn, jeg nåede at få!

Når sønnike ikke er færdig med at spise, så han kan få tøj på, vil jeg glæde mig over, at han kan li' sin morgenmad og derfor nyder den!

Når jeg er 10 minutter forsinket og stadigvæk hjemme, vil jeg glæde mig over, at jeg kan få min mascara på og føle mig lidt attraktiv.

Når jeg ikke når alt det administative på arbejdet, vil jeg glæde mig over, at børnene gerne vil være sammen med mig!

Når sønnike ikke vil med hjem fra børnehave, når vi skal nå at små-indkøbe i netto, vil jeg glæde mig over, at han nyder at være i sin børnehave!

Når sønnike liiiiige vil spille et sidste spil kort for 3. gang, vil jeg glæde mig over at han kan li' at spille kort med mig!

Når sønnike vågner allerede kl. 23 og vil ind til mig, vil jeg glæde mig over, at han vil putte med mig!

Når jeg tænker negativt, vil jeg glæde mig over at jeg er bevist om det og derfor kan ændre på det!

Sandheden:
Men mine hidsige flip, står IKKE til at ændre
(men kan så glæde mig over, at jeg jeg bliver god igen)


.................................................................. 

  24. oktober 2007

"Pistol-lyden"

Kl. 20.42

Jeg er fuldstændig grædefærdig her - lige nu her :o(

Har lige talt med kæresten i tlf. og det startede med den der høje pistollyd 1 gang. Han kan ikke høre den, så jeg sagde til ham, at hvis den kom igen, lagde jeg altså på.


Vi talte så i ca. 10 min. hvorefter jeg hørte "pistollyden" meget svagt og sagde til kæresten min, at jeg kunne høre den klamme lyd igen, men meget svagt.... han nåede ikke at svare, før "pistollyden" kom med mindst 100 km./timen og bragede ind i mit øre *chok*

Jeg siger til kæresten, at jeg altså ikke kan li' lyden og spørger igen om han dog ikke kan høre den, for det lyder så højt. Han svarer igen, at han altså ikke kan høre den og så lyder "pistol-lyden" igen - denne gang med 200 km/timen - jeg bliver så forskrækket og bange og når at sige, at jeg ikke kan li' den og skynder mig derefter at smække røret på....

Og nu triller tårerne bare ned af mine kinder - kan ikke stoppe dem ....

Hvorfor kommer den høje lyd? Jeg forstå det bare ikke. Jeg bliver så bange og nervøs *hulk*

:o(

Og nu fik jeg ikke fortalt min kæreste, at jeg elsker ham :o(


Sandheden:
Jeg er så bange for, at der er et andet menneske, der kommer til skade, hver gang pistollyden brager ind i mit øre :o(

25. oktober 2007

Grøften mellem dine fødder!

Kl. 08.22

Kender I det - man står med den ene fod plantet på den ene side og den anden fod plantet på den anden side... vipper lidt fra side til side for at holde balancen.
Men grøften mellem fødderne synes større og større for hver dag der går og til sidst bliver man nødt til at tage et valg, for ellers ryger man ned i et hul af fortvivelse, dårlig samvittighed og manglende minutter i døgnet!

I nat kl. 03.09 tog jeg springet til den ene side!

Jeg har truffet et valg, hvilket jo desværre betyder et fravalg af noget andet!

Sandheden:
Jeg har utrolig travlt lige nu (er bagud 10 minutter), men har valgt at bruge tiden til denne afsked!

.................................................................. 

25. oktober 2007

Det hudfarvede Testamente

Kl. 17.47

Min dejlige sønnike har på mystisk vis forvandlet sig til en ægte "kloge Åge" (hvorfor lige Åge... har engang kendt en Åge, men jeg fik altid at vide, han ikke var særlig klog?!?!? )

Anyway - sønnike ville tegne. Han tegnede mig (jo jo - lidt småchoppy er man da blevet, mææææn - håber han forstår konceptet "overdrivelse fremmer forståelsen" )

Han bad så om en bestemt tusch - "hudfarvede".... helt pr. automatik gav jeg ham den der lidt griselyserøde-agtige tusch og han begyndte at farvelægge mig indtil han pludselig stoppede - kiggede på mig og sagde:

"jamen moar - du er da ikke hudfarvet - du er jo brun!"

What?

"Du er sgu da heller ikke sådan at snyde, hva' knægt" (tænkte jeg ;o), men smilede blot til ham og gav ham ret!

Hvis man tror på "Det Gamle Testamente", kan jeg godt se logikken i, at tusch-farven "hudfarvet" er blevet griselyserød-agtig, for så vidt jeg kan se (Yep - læser nemlig børnenes Bibel for sønnike som godnat-historie), er Adam og Eva "hudfarvede"

Men hvis man tror på, at vi mennesker stammer fra dyrene (nærmere betegnet aberne), burde tusch-farven "Hudfarvet" jo uden tvivl være brun eller er jeg ved at blive farveblind??

Hvad hedder den tro forresten? Altså at man tror på, vi mennesker stammer fra dyrene?

Og hedder det "hudfarvede" eller "hudfarvet" (*argh*)

Sandheden:
Ham Åge der, var vist ok klog, nu hvor jeg tænker over det!

.................................................................. 

25. oktober 2007

Tænk dig godt om!

Kl. 20.23

Så utrolig inspireret af Rimkogeren og hans mange hyggelig rimemser (hahaha - har selv lige fundet på det skønne ord, som er rim og remser i et - hvem sagde tossede kvindemenneske ;o)

Jeg husker ikke (ja ja - ved godt at det ikke kommer som en overraskelse for nogle *fnis* ), men altså - datoen eller årstal er fuldstændig forsvundet.

Men lavede engang et rimemse, som jeg synes er hammer sjovt og stadigvæk tankevækkende:

Man skal ikke kalde en kølle for en kæp, hvis man selv er en fastelavnstønde

Michella S

Sandheden:
Det var i forbindelse med fastelavn ;o)

.................................................................. 

26. oktober 2007

Sov for den da!

Kl. 00.57

Sov Michella - Sov Michella - Sov Michella - Sov Michella -

Enten er jeg blevet dybt afhængig eller også blot overtræt!

Sandheden:
Jeg er faktisk bare videbegærlig - that's all!

26. oktober 2007

Regnefejl!

Kl. 07.49

Har drømt om hudfarver i nat (tale om let påvirkelighed ;o)

Nå, men al denne snak om hudfarver, fik mig til at tænke på betegnelsen: Pige/tøs/kvinde/dame og dreng/fyr/ung mand/ mand
  • En pige er vel en skolespige - men mange bruger skrivelsen: "jeg er en ung pige" (hvor gammel er hun så lige?)
  • En tøs er en uartig pige, men rigtig mange bruger det, når de skal beskrive en fræk pige (med fræk menes der på den erotiske/pornografiske måde)
  • En kvinde lyder for mig som en meget dannet, single og slank person (derfor får I aldrig mig til at kalde mig selv en kvinde ;o)
  • En dame lyder for mig, som en gift dannet person med lidt runde former (puha - godt jeg blev skilt ;o)
Mænd er ikke nær så kompliceret - enten så er de en ung mand eller en mand, eftersom:
  • dreng er en skoledreng
  • knægt er en uartig skoledreng
  • fyr er et mærkeligt ord at bruge, men som mange piger bruger om unge mænd
Hov - der er jo også en gut (som jeg ofte bruger om en ung mand, jeg ikke kender)
Hmm.... så nu er der både dreng, knægt, fyr, gut, ung mand og mand.....


Sandheden:
mænd er faktisk mere kompliceret end først beregnet

26. oktober 2007

Mænd kan fløjte!

Kl. 21.00

Iført den sorte hue med guldtråde trukket godt ned over mine ører, mit grønne og brune halstørklæde, også med guldtråde viklet tæt rundt om halsen, den sorte jakke lukket varmt til rundt om kroppen og lufferne, som vist nok er et par numre for store, sikret med et fast greb om cykelstyret, begav jeg mig ud på den lange tur hjem til mine forældre, hvor sønnike havde tilbragt hele dagen og hjulpet morfar'en med at gøre klar til garagesalg/ loppemarked i morgen.

Rynkerne i panden fremstod tydeligt pga. lidt missen med øjnene for at undgå alt for meget vind, hvilket altid får mine øjne til at løbe i vand.

Da jeg kom forbi en bilforhandler, fik en dyb, men muntre latter mig til at slippe blikket fra cykelstien, for et ganske kort øjeblik at lade det glide over på to nydelige klædte herrer i jakkesæt.

Straks efter fokuserede jeg atter ligefrem, men al støj fra trafikkens biler, knallertens hosten og scooterens spinnen blev pludselig overdøvet af noget, som kom fuldstændig bag på mig -

- både af hensyn til årstiden og dermed også min påklædning, af hensyn til cykelstolen bagpå og mest af alt af hensyn til de to nydelig klædte herrer...

"piiiiift piiiiiiiift"

What?

Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om der kom en flot og smuk ung kvinde i lårkort sommerkjole og høje stilletter, men der var kun mig i miles omkreds udover biler!

Nysgerrig som jeg er, vender jeg selvfølgelig blikket mod de to nydelig klædte herrer, hvor den ene sender mig et blink med øjet og et skævt smil....

Sandheden:
Jeg havde ikke briller på, så måske manden blot havde fået en stor fed klam flue i øjet og derfor fik spastiske trækninger ved læben i netop det sekund, jeg kiggede mig over skulderen?!


.................................................................. 

  27. oktober 2007

"Bien og blomsten" på VHS

Kl. 08.15

Sønnike sidder og spiser sin morgenmad, mens jeg drøner rundt iført undertøj og vådt hår.
Jeg står og betragter mig selv lidt i spejlet og svovler ganske sagte over de ekstra 7 kg som har sniget sig på mig i løbet af det sidste 1½ år.

Puster min mave op og kommer til at smågrine lidt, hvilket fanger sønnikes opmærksomehed, hvortil han total "out of nowhere" stiller mig en perlerække af spørgsmål, som man bare ikke skal stille mig lørdag morgen kl. 08.00:

"Moar - hvordan kom jeg ind i din mave, da jeg var baby"?

Æhmm.... du startede som et lille frø og så voksede du dig stor - lige indtil du kom ud

(hey - give me som credit - kl. var 8 lørdag morgen)

"Ej moar - hvorfor var jeg en frø?????!!?!"

Nej altså - det var du jo heller ikke. Du var bare lille bitte og så voksede du dig stor"

"Jamen hvordan kom jeg så ud af din mave? Du har jo ingen huller. Kom jeg ud af numsen"

Jo skat... eller jeg mener nej, du kom ikke ud af numsen!

(Jeg har faktisk huller, men der kom du ikke ud skat, tænkte jeg)
og svarede at lægen hjalp mor med at få dig ud!

"Moar - hvorfor vidste du, at det lige var mig, som kom ud af din mave"

Jamen skat - takket være teknologien, havde vi set dig på et videobånd først, så vi vidste, at det var dig, der kom ud"

"Videobånd - hvad er det?"

What?

Så er det man tænker lidt over, hvor hurtig en tid, vi rent udviklingsmæssigt lever i. For sønnike er altså kun knap 5 år, så det er blot små 5½ år siden, vi fik lavet en scanningsvideo på vhs-bånd. Idag er det DVD!

Sandheden:
Jeg elsker "Gong gongen" - den reddede mig fra "bien og blomsten" kl. 8 lørdag morgen.


.................................................................. 


27. oktober 2007

Kærlighed og vasketøj

Kl. 16.50

Der bliver stille fra denne front resten af weekenden, for den står i "kærestens tegn".

Han, min elskede kæreste, er på vej over til mig og jeg kan slet ikke vente til at mærke hans arme omkring mig igen.

Blot mærke hans varme stømme helt ud i tåspidserne, når han hvisker mig blidt ind i øret - fortæller hvor højt han elsker mig. Alt i mens står jeg med et drømmende smil og nyder duften!

Men for pokker da....
  • Skal have sat porcelæn i opvaskemaskinen (når det er blevet båret ud i køkkenet *host* )
  • Skal have proppet alt det gamle tøj, som skal smides ud, ind i skabet igen.
  • Skal have sat en vask over'
  • Skal have redt seng
  • Skal have ryddet op efter sønnike (burde måske nok lære ham at rydde op efter sig selv)
  • Skal i bad og have skiftet tøj (gamle ting på loppemarkeder lugter :o)
  • Skal have ryddet op efter mig selv
  • Skal have tømt skraldespand
  • Skal se at få lettet r*ven, for ellers når jeg ikke noget af det
Hvis jeg klarer alt dette på den halve time, jeg har, vil jeg gerne kaldes: Michella_bella_seksuella_nutella_superwoman fremover tak!
Sandheden:
Tøjet er ikke tøj, som skal smides ud (pinligt)

.................................................................. 

28. oktober 2007

Secret morgenmad og Jane på sengen..hmm

Kl. 08.56

Okay da - helt stille fra denne front bliver der altså ikke (det havde du vel heller ikke regnet med ;o)
Kæresten min er lige kørt, så jeg har tilsnusket mig lidt bloggertid og tro mig - jeg har en masse at blogge om - var nemlig ude i Odenses natteliv med kæresten min i går!

Nå, men tilbage til mig!
Nu har jeg nemlig fundet ud af, at jeg ikke blot har en dårlig hukomm.... jeg mener selektiv hukommelse - nu har jeg så også lige fået raget mig "tungnem" til min personlighed *argh*

" Du skal forkæles på søndag skat!
" Jeg arrangerer morgenmad på sengen skat"
" Du skal ikke røre en finger på søndag.
" Du skal bare nyde at du er min kæreste"
" Den der overraskelse, jeg har til dig på søndag"
" Hvilken dato er det idag?"
" Nu er der kun 45 min. til det er søndag"

Først da kl. er 30 sekunder i midnat, går det op for mig, at vi har 1½ års dag i dag (søndag) og jeg havde glemt det.

Normalt ville jeg ikke have det underligt med at glemme en 1½ års dag, for man fejre vel som regel kun årsdage. Men lige præcis med min kæreste bliver jeg lidt flov over, at jeg ikke husker sådan noget, for det gør han og det er da ikke normalt den vej rundt (øhmm hmm)

Nå, men hvertfald har min kæreste og jeg 1½ års dag i dag, så vi skal rigtig hygge med morgenmad på sengen, som han er nede at købe nu!

"Jeg skal lige først mødes med Jane"

What?

Hvem er Jane og hvorfor har hun åben en søndag? Det lyder meget mistænksomt!
Det kribler for vildt i mine fingre efter at slå hende (nej nej rolig nu og læs resten af sætningen ;o) op på de gule sider, men har på fornemmelsen at jeg vil få latterlig mange hits på "Jane, Odense" og derfor bare bør spørger kæresten min, når han vender tilbage!

Sandheden:
Jeg er stolt over, at have en kæreste, som husker vores års og halvårs dage og som ikke bliver muggen over, at jeg glemmer dem (og nej - dette er ikke selektiv hukommelse - det er ren og skær dårlig hukommelse)


.................................................................. 

28. oktober 2007

Flot gået mand!

Kl. 09.18

Ja, så skete det igen og denne gang er jeg mildest talt meget forundret over, at en mand kan være så ligeglad med at "tabe ansigt" på den måde, som han givetvis må have haft gjort i går i Odenses natteliv!

Efter at kæresten min og jeg have spist aftensmad på "Frøen" kl. 22 (ja, det er så kun mig, ædedolken, som skulle have noget i skrutten kl. så sent), fik vi os nogle forskellige drinks (ja, det var så igen kun mig, da kæresten min blot fik store øl), valgte vi at tage ned på FranckA, blot for at ... tjaa... bare fordi!

Her står jeg med en "technobajer" i hånden, mens vi, kæresten min (igen med en øl) og jeg danser og te'r os fjollet!

En ung gut (kender ham ikke) kommer hen og rækker mig sin hånd! Jeg læner mig frem til hans øre, for ligesom at indikere, at jeg ikke kan høre eller forstå, hvad han vil.
Han vil blot danse.
Jeg takker nej og peger på kæresten min, hvorefter den unge gut går tilbage på sin plads (som viser sig at være lige ved siden af, hvor vi står).

Efter et par timer er vi lidt trætte og beslutter os for at gå hjem. Jeg henter min jakke i garderoben og da jeg kommer tilbage, kan jeg ikke lige se kærseten min. Men ser så pludselig hans hånd række ud efter mig.

Jeg fletter fingre med kæresten min og han trækker/fører mig forsigtigt hen til sig!

Og nu sker det:

Den unge gut fra før, stå jo ved bordet ved siden af - han fanger mit blik i små 2 sek.....

*klask i numsen min*

What?

Hvad skete der lige her??!?!?!?
Hvorfor gør han det?

Han har nu i 2 stive timer stået og set på, hvordan kæresten min og jeg har flirtet, kysset, grint, danset og fjollet rundt med hinanden.
Til hans forespørgsel efter en dans med mig, blev der pænt takket nej.

Undskyld unge gut - men har du ikke ligesom dine odds imod dig????!

Sandheden:
Well - what can I say - the joke's on him!


.................................................................. 


29. oktober 2007

Det første blad

Kl. 07.00

Den grønne mappe ligger lige ved sigen af mig.
Den har en helt speciel duft... sådan lidt gammel. Minder mig lidt om dengang min fætter og jeg fik lov til at løbe op på mormors loft. De gamle hatte, de gamle klæder, skoene, papkasserne - ja alt som stod på hendes loftrum, duftede på den der gamle måde.

Ja, mappen dufter af "mormors gamle loftrum"

"Dato: Feb. 1977"

Vi har modtaget Deres ansøgning om adoption gennem (bureau censureret)

I den anledning beder vi Dem venligst udfylde vedlagte oplysningsskema samt helbrdredserklæringer og sende disse tilbage til socialcentret. Vi vil derefter gerne aftale tidspunkt for samle med dem"

Mit hjerte går lidt i stå for nogle få sekunder.
Hvor er det underligt at læse disse sætninger.
Det er første modtaget brev, som er starten på mit nye liv - mit liv med min familie!

Nu får jeg endelig hele historien at vide omkring min adoption.
Det er ikke fordi, jeg har gået og følt mig halv i min uvidenhed omkring det.
Men jeg har følt det lidt underligt, at jeg ikke kunne svare, når nogle spurgte ind til det!

"Dato: 1977"

Vi kan nu herved glæde Dem med, at adoptionssagen vedrørende Michella nu er i orden.

Adoptionsbevilling er bevis for dansk indfødsret vedlægges sammen med barnets pas og kopi af brev fra Fyns Stiftamt.

Forhåbentlig kan konfirmation og barnedåb så finde sted samme dag.

Ligger og bladrer lidt i mappen. Det er næsten ligesom en film, hvor jeg selv kan bestemme, hvor i mit liv, jeg vil dykke ned og læse.

"1976-1977"

(...) Bangladesh: Formidlingstilladelsen er generel, men der er næsten udelukkende små raske børn at få. Vi valgte derfor at tage samme gebyr som de andre formidlingsorganisationer og så sende beløbet bortset fra rejseudgifterne ud til et børnehjem i Dacca, der drives for de penge. Der er meget lang ventetid på børn under eet år.
Bangladesh har også sine egne regler: Fortrinsret til barnløse, dernæst familier med eet barn, men som af biologiske grunde ikke kan få flere, i sjældne tilfælde til familier, der har to børn og ønsker eet til, hvis ønsket kan begrundes i hensynstagen til familie eller barn. Familier, hvor den ene eller begge parter har været skilt, kommer nederst i bunken. Ægtefæder, der har levet sammen før ægteskab eller har førægteskabelige børn, kommer simpelthen ikke i betragtning. Enlige kan ikke adoptere.
Børn over 10 år kan ikke adopteres. Der skal sendes rapporter ud efter en uge, 3 måneder og derefter hvert kvartal i 3 år.
Udgift: (censureret)
(...)

Har lige siddet og læst mit skrevne igennem igen (faktisk flere gange) og faldt så pludselig over følgende:

"Den grønne mappe ligger lige ved sigen af mig" (...)

Det var lige, så det gav et sug i min mave, da tanken slog mig.
Der må være en forklaring på alt - selv de mest banale ting.
Og ja - jeg har nu fundet en forklaring...

Sandheden:
Min yndlingsfarve er grøn!


.................................................................. 

29. oktober 2007

Tomt!

Kl. 17.08

Øv en øv-dag!

Sandheden:
Det er mildt sagt!


.................................................................. 

29. oktober 2007

Skab dig en alder!

Kl. midnat

Inspireret af Allans - "Kys det satans liv" indlæg, kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv definerer ordet "gammel". Både ift. mig selv, men ogå ift. mit syn på andre.

"Alder er bare et tal"

Denne frase hører jeg ofte - specielt fra personer, som er yngre end jeg selv. Måske de siger det, blot for at trøste eller tilkendegive, at de fuldt ud accepterer, at jeg er ældre end dem.

~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤ ~ ¤

Alder er dét som indikerer, hvor mange år, en person har levet.

F.eks. hvis en person vælger at fortælle årstal for fødselsdagen, kommer jeg ganske enkelt til at regne på, hvilken alder personen har.

Hvad jeg så bruger det til, har jeg aldrig rigtig tænkt over, men nu slår det mig:

Jeg reflekterer over den livserfaring, personen givetvis må have med sig i rygsækken (også kaldt habitus - sociologen Pierre Bourdieu )

Opsamling:
"Alder er livserfaring"

Livserfaringer er de erfaringer, man har gjort sig i livet. Altså fra man bliver født og indtil d.d.

Disse er selvfølgelig, i kraft af at vi er individer med forskellige opvæksvilkår for udvikling af vores habitus, også forskellige fra person til person. Og eftersom miljø jo spiller en væsentlig rolle i ens forudtagethed og reaktioner på forskellige spontant opståede situationer, vil vi jo også agere forskelligt.

Jeg overværede engang en situation, som udspillede sig på en bar med musik og dans. Her var der to piger (eller skal jeg sige to unge kvinder) i alderen 20 år.

De stod i baren og grinede til hinanden, mens de sendte flirtende blikke rundt til andre mænd, som også stod i baren.

En nydelig mand (jeg vil skyde på omkr de 40 år), havde længe stået og betragtet de unge kvinder på afstand, indtil han valgte at gå hen til dem og byde dem en drink.
De to kvinder kiggede på hinanden, fniste højt, himlede med øjnene og takkede nej tak til mandens tilbud.

Manden undskyldte og gik tilbage på sin plads, hvor han tog en slurk af sin øl.

Jeg er ikke i spor tvivl om, han følte sig gammel. Ikke gammel ift. sin alder, men ift. de to unge kvinder.

Og jeg tror faktisk at det er her, vi ser forskelligt på alder...

Vi stiller alderen op ift. noget andet, for at definere den og dét er dét, som er afgørende for os, hvorvidt vi finder en person gammel eller ej.
  • Så ja - 10 år er gammelt ift. en knægt på 4 år, som har fået lovning på en mobiltlf., når han bliver 9 år.

  • Så ja - 20 år er gammelt ift. en mor, hvis datter på 15 år, lige er blevet seksuel aktiv.
  • Så ja - 30 år er gammelt ift. en pige på 8 år, der står med sine 20 kr til snoller og lytter til prædiker om 10-ørens-tider!
  • Så ja - 40 år er gammelt ift. to unge kvinder på 20 år, hvis fædre selv kun er 45 år.
  • Så ja - 50 år er gammelt ift. et nyfødt barnebarn, der lige har set dagens lys.
  • Så ja - 60 år er gammelt ift. en person, som lige er startet på arbejdsmarkedet og i færd med at tjene til sin første løn.
  • Så ja - 70 år er gammelt ift. en skoleelev, som har om 2. verdenskrig i historie.
  • Så ja - 80 år er gammelt ift. et nyfødt oldebarn, der lige har set dagens lys.
  • Så ja - 90 år er gammelt ift. en gymnasieelev, som har om 1. verdenskrig i historie.

Så næste gang, I tager jer selv i at tænke (enten om jer selv eller om andre), at I eller andre er gamle, så prøv lige at stille det ift. noget andet.

Måske gammel slet ikke er så gammelt endda!

Sandheden:
Alder er ikke blot et tal - det er en holdning!

 ..................................................................

30. oktober 2007

Spred glæde

Kl. 00.27

Jeg er med!

Hos mariannes mening har jeg meldt mig til at sende gaver til 3 andre mennesker.

Hvorfor?
Fordi det gør mig glad!

  • Jeg vil sende en personlig hjemmelavet gave til de første 3 personer, som skriver en kommentar her, og som vil være med til at sende gaver på vandring.
  • Jeg ved endnu ikke hvad gaven vil være og jeg kan ikke love at du får den i morgen eller i næste uge, men du får den inden der er gået 365 dage - det lover jeg!
  • Det eneste jeg beder dig om at gøre til gengæld, er at du selv sender 3 gaver på vandring ved at give det samme løfte på din egen blog.
Sandheden:
Jeg nyder at glæde andre!

 ..................................................................

30. oktober 2007

Lykken venter!

03.57

Kender I den der følelse af, at man går og venter på noget, som man ikke kan sætte ord på, for man ved ikke helt, hvad det er?

Jeg har meget meget længe gået og ventet på ét eller andet og det har suget mig for energi - ikke på én gang, men sådan stille og roligt.

Men lige som der næsten ikke er mere at suge af, har jeg fundet ud af, hvad det er, jeg går og venter på:

Jeg venter på lykken...

Sandheden:
"lykken er at vågne op hver morgen ved siden af sin elskede kæreste!


 ..................................................................

31. oktober 2007

Et "tis-puds"!

Kl. 07.12

Jeg får af én eller anden årsag altid planlagt det således, at når jeg vælger at ringe til kæresten eller en anden, hvor samtalen sjældent tager mindre end en ½ time, ja så trykker det på blæren og jeg bliver nødt til, ikke kun at afbryde, men afslutte santalen for derefter at ringe op igen - med tom blære vel at mærke :o)

Nu har det så bredt sig til mit bloggeri - hvor skørt!!!!!!

Sandheden:
Jeg staver elendigt og googler derfor altid ord, jeg er i tvivl om, men nu svigter google mig:
"Staves det puds eller pus?"


.................................................................. 

1. november 2007

Nattearbejde betaler sig!

Kl. 03.38

Ak nu er kl. igen blevet mange og jeg sover ikke.
Men denne gang er jeg undskyldt, for jeg har lige fået skrevet en ny bestillingssang færdig.
Den fik pludselig deadline tordag kl. 14 i stedet for fredag og jeg var slet ikke begyndt.

Men den blev færdig og jeg er tilfreds. Havde endda tid til at falde i søvn på sofaen kl. 23-01.30.

Nå, men tilbage til min egentlige tanke med dette indlæg:

Lige så længe jeg husker tilbage ....
(ok - glem ALT om mine andre indlæg om dårlig hukommelse, for ellers virker ovenstående udtalelse ikke speciel troværdig ;o)

(jeg omformulerer uden yderligere kommentare) ...

Jeg har altid arbejdet mest konstruktivt under pres og i tidsrummet: 22-og natten ud:

  • Jeg får mine idéer om natten
  • Jeg har ro til at lytte til mine tanker om natten
  • Jeg får det bedste resultat af dét, jeg foretager mig, om natten.

Derfor valgte jeg bl.a. at skrive mit bachelorprojekt selv.
Satte mit sidste punktum kl. 04. samme morgen, som jeg skulle aflevere kl. 12.
Mangfoldiggjorde og samlede mit bachelorprojekt i 4 eksemplar kl. 10 - altså 2 timer før deadline.

Lavede det sidste slide i powerpoint, hvilket jeg aldrig havde prøvet før, kl. 04 samme morgen, som jeg skulle op til eksamen og forsvare mit bachelorprojekt kl. 12.
Og holdt forresten også en lille pause og tog på bar med et par venner kl. 23-00.30.

Hvad vil jeg egentlig med dette indlæg... hmm....

"av min blære"

What?

Det var dog helt utroligt ¤#?¤#"¤¤"

Sandheden:
Dette indlæg er skrevet for at overbevise og retfærdiggøre overfor mig selv, at det er ok, jeg ikke sover endnu! (og nu skal jeg "kispus" eller hvad blev vi enige om Allan? ;o)

.................................................................. 

1. november 2007

Kvindelig kvinddom!

kl. 04.18

Som en følge af mit eget svar til en anonym kommentar i mit indlæg: "Flot gået mand!", fik jeg en tanke, som jeg pludselig undrer mig lidt over ......

"Man (læs jeg) bliver da også glad, når en fremmed mand gerne vil danse med mig, for det bekræftiger mig som kvinde (og ja - jeg står gerne ved, at jeg nyder at blive bekræftet :o)"
(citeret: mig selv)

Alle steder bliver man pumpet med sætninger såsom:

  • Kend dig selv, dine evner og dine begrænsninger!
  • Hvil i dig selv og mærk selvtilliden!
  • Tro på dig selv og det du gør!
Jamen alt dette gør jeg skam eller gør jeg????
Hvorfor bekræftiger det mig så som kvinde, at en fremmed mand vil danse med mig?
Hvorfor er det ikke nok, at min kæreste bekræftiger mig som kvinde?
Hvorfor får jeg så "dårlig samvittighed", når jeg får en glad følelse af at blive bekræftiget som kvinde?
Men mest af alt:
Hvorfor kan jeg ikke både: "Kende mig selv, mine evner og begrænsninger,
hvile i mig selv og mærke selvtilliden og tro på mig selv og det jeg gør SAMTIDIG MED, at jeg glædes ved at få bekræftiget min kvinddom af andre end min kæreste?

Og er det så forfærdeligt at ville både blæse og have mel i munden?

Sandheden:
Jeg har brug for at blive bekræftiget som kvinde - det styrker mit selvværd!
(there I said it - åhhhh... det gjorde godt)

.................................................................. 

1. november 2007

Kvote opbrugt!

Kl. 04.22

Uanset om det hedder: at blive bekræftiget som kvinde eller bekræftet som kvinde, har jeg vist opbrugt dagskvoten for 1. novembers brug af ordene: "kvinde" og "bekræftige/bekræfte"

Sandheden:
Uret ringer snart og jeg skal til tandlægen kl. 8!
Michella - BLIV TRÆT NU!!!!!!!